Tuesday, September 24, 2013

Læserbrev i Rudersdal Avis, 24. sept. 2013, Knud Møller Larsen


Muligt flertal mod Triruten

Undertegnede konstaterede på Folkemødet den 31. august, at der efter valget tegner sig et muligt flertal mod Triruten ved Søllerød Sø uden om Venstre. Således erklærer Konservative, Lokallisten og Liberal Alliance (der sandsynligvis debutere i kommunalbestyrelsen) sig nu som modstandere af projektet med parti relaterede argumenter, som er blevet offentliggjort i Rudersdal Avis. Derfor tyder meget på, at Søllerød Sø som lokation for Triathlon i Rudersdal kan være en saga blot. Dette indtryk forstærkes yderligere af de signaler, borgmester Jens Ive udsender om bestræbelserne på at finde en alternativ placering. Mon ikke der er et berettiget håb om, at både fosforbomben og valgbomben i Søllerød Sø kan afmonteres før valget som et fredeligt bredt kompromis med Venstre for bordenden? En nærliggende mulighed kunne være de naturskønne og ubeboede områder i den østlige ende af Sjælsø ved Næppegård Plantage og ’Pumpehuset’. Sidstnævnte ligger ubenyttet hen på en pragtfuld naturgrund ned til Sjælsø (se foto taget i april 2013 af undertegnede).

Knud Møller Larsen
Rydholt 2
2840 Holte

Wednesday, September 18, 2013

Rudersdal rundt på 80 dage - triruten som valgtema.


Pumpehuset ved Sjælsø øst i april 2013 - et relevant Triathlon alternativ til Søllerød Sø.

Efter en runde med de opstillede politikere på Rudersdal Folkemøde kan det konkluderes, at Trirute-projektet ved Søllerød Sø nu endegyldigt er blevet valgtema ved kommunalvalget, og at der tegner sig et muligt flertal mod projektet uden om Venstre. Således erklærer Konservative, Lokallisten og Liberal Alliance sig nu som modstandere af Trirute-projektet med argumenter, som de allerede har offentliggjort som læserbreve i Rudersdal Avis.
Vælgerne har herefter 80 dage mellem folkemødet den 31. august og valgdagen den 19. november til at tage stilling til politikernes hensigter i en sag, der mest af alt ligner et utilsigtet selvmål og et arrogant overgreb mod vælgerne i Rudersdals sydlige udkantsområde mellem Furesøen og Øresund. Projektet var som bekendt i 2011 tiltænkt Sjælsø, men blev flyttet til Søllerød Sø som en nødløsning på grund af idrætsskolens konkurs. Nu er beslutningen udskudt til efter valget med COWI som pitstop. For mig minder det mest af alt om - undskyld mig - Rudersdal Roulette. Er vi købt eller solgt? Kun valgkampen kan give svaret, med mindre Venstre sadler om inden valgdagen! Jeg må derfor endnu en gang anbefale, at borgmester Jens Ive og kommunalbestyrelsen i samlet flok cykler en tur på Rudersdal Rutens 42 km, som borgmesteren har beskrevet i Rudersdal bogen, ’Rundt i Rudersdal’, for at inspicere alternative placeringsmuligheder. Undervejs passeres Furesøen ved Holte roklub, Sjælsø ved Eskemose Skov, Skovrød Sø og Løje Sø i Rude skov, Øresund ved Vedbæk og Skodsborg samt og ikke mindst Søllerød Sø i Holte. Nyd en udsøgt frokost i ’Jægerhytten’ ved Sjælsø, som Jens Bruhn (S) eksponerede i sit ’Postkort fra Rudersdal’ den 6. august, inspicer stranden sammen sted og tag derefter et smut hen forbi Trirutens vugge, den konkursramte ’Isterød Høj- og Efterskole’ ved Sjælsø og naboen ’Pumpehuset’ ved Næppegård Plantage. Sidstnævnte ligger ubenyttet hen på en pragtfuld naturgrund ned til Sjælsø (se foto taget i april af undertegnede). Her findes måske muligheden for at lande Trirute-sagen til gavn for borgerne og glæde for triathleter.i Rudersdal. Og kør hjem langs Øresund! Prøv også at læse de 20 læserbreve, der er skrevet om sagen i Rudersdal Avis! Dan Jer så et samlet billede af situationen! Og lad derefter den sunde fornuft råde i T&M og K&F udvalg samt kommunalbestyrelse! Skrot Søllerød Sø med øjeblikkelig virkning og indled søgningen efter et bedre egnet farvand i kommunen! Hvorfor dog ødelægge en stort tænkt vision ved utilsigtet at placere det tilhørende sportsanlæg på det forkerte sted på Rudersdal Ruten?

Knud Møller Larsen
Rydholt 2
2840 Holte

Dette forslag til læserbrev skal ses som et apropos til Rudersdal Cykel-Tour på Rudersdal Ruten i weekenden, hvori deltog 230 cyklister, heriblandt borgmester Jens Ive.

Thursday, September 5, 2013

Nej til Triathlon på Søllerød Sø - valgtema efter Folkemødet.

Blokindlæg, 3. september 2013, 'Afmonter fosfor- og valgbomben på Søllerød Sø og Søengen'.

Jeg deltog i Rudersdal Folkemødedag den 31. august med afklarende dialog om Triruten på tema-møder, personlige møder og stand-møder i messelokalet, face to face med stort set alle nøglepolitikere. Og jeg må konstatere, at triathlon i Rudersdal nu uigenkaldeligt er blevet et tema i valgkampen, og at vejrliget synes at give de protesterende borgere medvind. De Konservative, Lokallisten og Liberal Alliance (som nok debuterer i kommunalbestyrelsen) er således alle modstandere af trirute projektet med forskellige argumenter, der er offentliggjort i læserbreve i Rudersdal Avis.
Politikerne i udvalgene Teknik & Miljø og Kultur & Fritid brugte desværre ikke i august de sidste konstruktive livliner fra borgernes 20 læserbreve og lod fornuften råde ved at skrotte projektet ved Søllerød Sø. Man fastholder projektet på standby med COWI i rollen som dommer på ubestemt tid uden en specifik deadline. Derfor ved ingen, om man er købt eller solgt i en form for Rudersdal Roulette. Problemet er ikke, at borgerne vil have Søllerød Sø for sig selv. Problemet er, at projektet er en permanent trirute i et tæt befolket område med permanent omklædningshus på Søengen, permanent løberute i Søllerød naturpark, permanent cykelrute rundt i Søllerød by og permanent svømmebane på en lille næsten utilgængelig skovsø. Derfor er den stærkt svingende trafikintensitet kun et perifert argument. Det er den evige risiko for fatale sammenstød mellem cyklister, biler, fodgængere og løbere, som tæller i dette spil, da der ikke forekommer politiovervågning og trafikregulering som ved dato satte sportsbegivenheder. Faktisk vil det efter en eventuel vedtagelse af projektet være mere sikkert at passere det lysregulerede Holte-kryds på Kongevejen end at færdes i skovene, på stierne eller på vejene i Søllerød. Projektet var oprindeligt tiltænkt Sjælsø. Jeg bad derfor endnu en gang i en stilfærdig og konstruktiv samtale borgmester Jens Ive om at flytte projektet tilbage til Sjælsø, eller i det mindste til Furesøen eller Øresund. Nu må vi se, hvad der sker. Men både fosforbomben og valgbomben i Søllerød Sø kalder på afmontering før valget i form af et fredeligt bredt kompromis med Venstre for bordenden i en U-vending. Den på mange måder principielle Trirute sag er nemlig nu så spektakulær, at der er mulighed for politisk kapitalisering for alle partier inden for deres respektive parti programmer alene på branding værdien. Jeg ønsker partierne en god valgkamp.

Knud Møller Larsen
Rydholt 2
2840 Holte