Tuesday, January 14, 2014

Læserbrev i Rudersdal Avis, 13. januar 2014, Knud Møller Larsen


Triathlon i Søllerød - COWI på dybt vand!

Den 9. januar d.å. udkom COWI-rapporten vedr. Triruten efter at have været i hyttefad i 9 måneder. Vurderingen omfatter de miljømæssige, juridiske, planmæssige og rekreative aspekter ved anlæg af Trirute anlægget ved Søllerød Sø samt nærområdet (direkte citat af afgrænsningen for vurderingen). COWI konkluderer, at Trirute projektet ikke er i konflikt med disse regulerende betingelser, herunder naturbeskyttelseslovens § 3. Derimod anses Triruten for at være problematisk på grund af nabo-konflikter og trafiksikkerhed og uden relevans for erfarne triatleter.
COWI baserer sin trafik-evaluering af risici på stier, veje, fortove, skovstier og Søengen på interviews  med Sigma Tri-Birkerød og Sigma Tri-Allerød. Disse klubber vurderer, at erfarne triatleter ikke vil benytte Trirutenpå grund af, 1. Trirutens cykeldel i Søllerød er for farlig for erfarne triatleter med de mange skarpe sving og udkørsler over cykelstien (der cykles med høj fart (50-70 km/t) med armene i triatlonbøjle), 2. Svømmebanen på Søllerød Sø er for lille og for lidt udfordrende, 3.  Støttepunktet på Søengen anses for at være et for risikabelt sted at efterlade dyre cykler på grund af frygten for tyveri, 4. Løberuten i Søllerød Naturpark er fin, og det anses ikke for et problem at løbe de første 50 meter ad Søvej, da der er god plads (KML: tænkes der på vejbanen, da der kun er smalle fortove).
Dansk Triathlon Forbund er også blevet spurgt og kan heller ikke forestille sig, at Triruten bliver et træningssted for triatleter på højt niveau. Cykling på villaveje med mange udkørsler og vejsving kan udgøre en fare for de cyklende triatleter. Desuden er det vigtigt, at triatleterne ikke får dårlig omtale i forhold til naboer, m.v., da dette vil skade sporten.
Derimod kan både forbund og klubber støtte, at motionister, skoleelever, uøvede og andre, som vil afprøve Triathlon, kan benytte Triruten både individuelt og ved fælles arrangementer, ”om end samme opmærksomhedspunkter omkring sving og udkørsler selvsagt vil være gældende”.
Nu er det så op til det nye Miljø&Teknik udvalg med formand Court Møller (R) at vurdere, om COWI-rapporten giver anledning til at anbefale, at den nye kommunalbestyrelse med borgmester Jens Ive i spidsen bør fastholde beslutningen om en Trirute i Søllerød, også selv om rapporten ikke kigger på trafiksikkerheden ved Støttepunktet på Søengen og alternative placeringer ved Furesøen, Sjælsø og Øresund. Sø-gruppen afventer resultatet.

Knud Møller Larsen
Rydholt 2
2840 Holte

No comments:

Post a Comment