Thursday, February 27, 2014

Læserbrev i Rudersdal Avis, 25. februar 2014, Knud Møller Larsen

Klarer Triruten i Søllerød pynten - § 37 i færdselsloven?!

Kommunalbestyrelsens afgørelse om Trirutens fremtid hænger i en tynd tråd. Stillingen p.t. er 13-10 i tilhængernes favør, d.v.s. Venste, Socialdemokraterne og Radikale. Modstanderne er Konservative, Lokallisten, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Triruten omfatter en permanent, livsfarlig, ikke-overvåget Triathlon-rute i Søllerød med svømmerute på Søllerød Sø, løberute i Søllerød Naturpark, cykelrute i Holte og Søllerød By samt Sportspavillon, der fungerer som omklædningshus og skiftezone, placeret på Søengen ud kommunens genoptræningscenter, Skovbrynet for patienter med nedsat førlighed. Mit håb er, at borgmester Jens Ive fritstiller sine 8 partifæller i Venstre, således at de får lov til at stemme efter personlig overbevisning. Projektets livsfarlige karakter er påvist i mange læserbreve og korrespondance med politikere og forvaltningen i Rudersdal Kommune. Derfor har jeg nu inddraget Nordsjællands politidirektør, Finn Borch Andersen, i evalueringen af Triruten i.h.t. færdselslovens § 37, hvorfra jeg vil nøjes med at citere følgende, ”Stk. 1, Cykelløb må kun finde sted med politiets tilladelse. Politiet kan forbyde træningskørsel på visse veje og visse tider. Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gennemførelse af motionsløb for cyklister.”
Jeg er specielt bekymret for højresvinget i Holte-krydset neden for Geels bakke, passagen af Reprisebiografen, busstoppestedet og Enoteca restauranten ved højresvinget til Søengen, pladsen mellem genoptræningscenter Skovbrynet og Sportspavillonen uden cykelsti med gennemgående trafik, det livsfarlige S-sving ved børnehaven på Søengen og passagen af Købmanden i Søllerød med storhandel i weekenden fra 8 til 20. Denne nye cykelrute blev defineret af politikerne i sidste øjeblik før forhandlingen i ’Miljø- og Teknikudvalget’ den 5. februar, hvorfor den ikke er blevet behandlet hverken af forvaltningen eller COWI. Derfor har jeg meget mod min vilje inddraget politiet som sidste stopklods, når klokken falder i slag på byrådsmødet den 26. februar 2014. Ingen behøver at miste ansigt, da den nye cykelrute mest er beregnet for erfarne triatleter, og ikke projektets målgruppe, motionisterne.
Pointen er også, at disse motionister forventes at komme fra Storkøbenhavn og Nordsjælland, at ingen af de lokale beboere har vist interesse, og at Triruten oprindeligt i 2011 var tiltænkt Sjælsø’s østende.

Knud Møller Larsen
Rydholt 2
2840 Holte

No comments:

Post a Comment